Kenneltræf den 1. april 2012 i Ringkøbing
I alt var 45 voksne, 7 børn og 29 hunde mødt frem til årets 1. kenneltræf. Dagen startede med rundstykker, derefter gik vi over til dagens program, hvor hovedtemaerne var forsvarsarbejde og sporsøg. Vi havde fået lov til at låne kreds 32 Ringkøbings dejlige lokaler og omgivelser, det fungerede bare super - tak til kredsen.
Vi havde været så heldige at få en af Danmarks dygtigste og mest erfarne instruktører - Karl Frost- i Schæferhundeklubben til at fortælle om forsvarsarbejde fra vores hvalpe er 8 uger gamle. Det var meget inspirerende og lærerigt, og folk stillede undervejs mange spørgsmål. Det meste af Karls undervisning foregik på træningsbanen med Finn som medhjælper. Der blev arbejdet med hundene - store som små. De fik lov til at arbejde flere gange med Karl og Finn. Flere af de nye hundeførere var meget begejstrede for den del af hundearbejdet. Tak til Karl som super god inspirator .
Glenn og Per havde delt hundene i mellem sig til sporsøget. Der blev givet grundige forklaringer om, hvordan man får sin hund igang på en god måde. Sporsøget er en helt naturlig drift hos hunden for at kunne overleve, hvis den levede som vildhund. Alle hunde/hvalpe fik lejlighed til at prøve det med "egen" næse. Fantastisk for os som opdrættere at se hvor gode driftsanlæg de besidder. Nu er det kun et spørgsmål om mange gentagne træninger.
Der blev også lige en halv time til ringtræning inden vi gik ind og fik Solveigs, Pernilles og Anettes lækre kager.
Vi vil fra Teamet takke alle hvalpekøbere for jeres store interesse og fremmøde og glæder os til at se jer til det næste kenneltræf den 3. november 2012.
|