Om Team Marlboro » Glenn


Henriette og Glenn bor på et landsted mellem Aulum og Herning, nærmere bestemt i Ørre, og det giver dem masser af muligheder for at udfolde sig.

De er to helt "almindelige" mennesker, som er en lille bitte smule tosset med hunde, især schæferhunden. De er begge vokset op i et hjem med schæferhunde omkring dem, så hele livet har det været en naturlig del af deres hverdag.

Deres første "fælles" schæferhund fik de i 2002, og så gik det stærkt.
" Pladsen blev hurtigt lidt for trang, så vi fandt et dejligt landsted - hvor vi nu bor med vores schæferhunde og en kat."

Deres weekender går ofte med udstilling og brugsprøver. De suser også gerne land og rige rundt, og nyder det sociale sammenhold.

Alt deres fritid - og lidt mere til, går med schæferhunden. De træner i Schæferhundeklubben Kreds 32 Ringkøbing. Træning - ja det skal der til. De forsøger i hvert fald på det, og bruger deres hunde til følgende:

  • Sportræning
  • Brugsarbejde 
  • Lydighedstræning                                                                
  • Udstilling i hele Danmark - samt udlandet

Siden 2007 har de haft deres egen kennel - Kennel Ganiki.
"I 2007 fik vi Karma Vom Holtkämper Hof fra Per Frost, og da startede også et samarbejde, og Karmas hvalpekuld blev
stambogsført i Team Marlboros navn.

I 2010 blev Glenn og Henriette så en del af Team Marlboro.
"Da vi fik tilbuddet om at blive en del at Team Marlboro, så vi det som en oplagt mulighed for at udvikle os sammen som et
team, med et fælles mål - nemlig Schæferhunden."

Glenn og Henriette gennemførte i 2009 Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse.
" Vi har to kuld hvalpe om året, og alt vores fritid går med disse dejlige væsner"

Men ikke mindst: Så er vores hunde en del af familien, så støvsugeren bliver brugt flittigt.

 

Pinseskuet 2011 i Ringkøbing.

Brug nu knoppen!

Ja, kig godt på billedet, sådan kan det gå, når man som en naiv selvfed ’wannabe sportstrænet’ idiot, mener at fodboldstøvler kun er for folk som Finn fra Harboøre og andre selvglade feminine typer, selvom græsplænen er ligeså glat og fedtet som et stykke discount hamburgerryg fra Netto.  Havde jeg bare haft fodboldstøvler på, var dette ikke sket. Der var ingen pæle, hunde, konkurrenter, tilskuere, ringordnere eller dommere som jeg kan kaste skylden efter, nej kun mine egne blegfede skæve platfodede fødder og ben, som havde besluttet sig for at skøjte rundt, som de selv ville den dag.

Jeg tror næppe at jeg nogensinde glemmer situationen. Bedst som man kommer gående i ringen, og bander indvendigt over hvorfor fanden den skide dommer aldrig kigger herned, og hvorfor i alverden man overhovedet skal gå helt hernede i rækkerne med så god en hund, som bliver så smukt vist frem, ja så kigger dommeren endelig i det rigtige øjeblik, og eeendelig får man øjenkontakt med ham og eeeeeeendelig giver han det ’hellige’ vink med sin hånd og siger: ”Du tar’ en plads”. ”Det var kraftedme da også på tide” tænker man, og båret frem af sin egen selvtilfredshed sætter man elegant farten op og løber hånligt forbi konkurrenten foran (som for øvrigt var en Team-kammerat), ”Skide amatør” tænker man, og et 10’endel sekund senere er der ellers i den grad vendt op og ned på tilværelsen.

Fedtmule kunne med garanti ikke have gjort det mere elegant, venstre fod glider, og på vej ned mod jorden hører jeg lyden af en lårbensknogle fra en halv friturestegt grillkylling, der grådigt bliver knækket af et par kraftige næver, der sidder for enden af en voldsom sulten landmand på 140 kg.  (den lyd kan jeg stadig høre for mit indre, og det kan jeg sikkert i mange år frem). Derefter jager der en voldsom smerte fra venstre fod igennem hele kroppen, og i de næste mange minutter, der føles som timer, er jeg ikke i stand til at gøre andet end at ligge i nødsporet og sprælle og vræle præcis som den uopdragne møgunge der mangler en pose slik, jeg så i Netto, da jeg ville købe hamburgerryg.
Lynhurtigt var jeg omringet af en hel masse rare mennesker, som absolut kun ville mig det bedste. De spurgte, om jeg nu var helt sikker på, at jeg var ok? hvilket jeg selvfølgelig troede i det naive sekund, hvor jeg var ved at rejse mig op, for MIG kan der jo ikke ske noget med, om de skulle holde min hund? hente vand o.s.v? alt sammen kun for at hjælpe. Jeg sansede ikke ret meget udover smerten i benet, men kunne dog fornemme, at der var ringet efter en ambulance, hvilket jeg efterhånden måtte erkende nok ikke var nogen helt dårlig idé.

MEN, som lynet fra en klar himmel kom superheltene fra Ringkøbing-Skjern Brand & Redning heldigvis flyvende ind, og smed mig på en båre, så de let kunne befri mig fra alle de rare mennesker og anbringe mig i et telt.  Chefsuperhelten, som tilsyneladende var udstyret med røntgen syn, kunne lynhurtigt konstatere, at intet var brækket, at smerterne snart ville forsvinde, og da der i øvrigt ikke var noget særligt i vejen, havde han annulleret ambulancen. Godt så og tak for det!

Den ellers flinke chefsuperhelt forsøgte sammen med de øvrige superhelte at joke lidt med situationen, men efterhånden som tiden gik, og flere og flere af de rare mennesker kom forbi teltet og opfordrede til at vi skulle på skadestuen, begyndte chefsuperhelten åbenbart at tvivle på sit eget røntgen syn. Han gik i hvert fald på et tidspunkt ud af teltet og op på en skrænt for at ringe til en læge (Superhelte kan nok også have bøvl med mobildækning), og da han vendte tilbage, spurgte han om vi selv havde mulighed for at komme ind på skadestuen. …….tja, det havde vi da, så vi måtte ringe efter mine forældre, da hende jeg deler avis med jo kunne gøre mere nytte ude på pladsen – vores egne hunde havde end ikke været i ringen endnu. Superhelten brugte nu en rum tid på at udfylde nogle papirer om ulykken som ingen efterfølgende gad og kigge på overhovedet. På vej hen mod bilen mente helten nu heller ikke at der kunne være noget særlig galt sådan som jeg kunne gå.
 
Jeg bør nok være taknemlig overfor chefsuperhelten, for uden ham var jeg jo gået glip af 5 helt fantastiske timer i venteværelset på skadestuen. Der findes næppe andre steder i landet, hvor man kan finde sjældne udgaver af bl.a. Familie Journalen og Billedbladet fra årgang 2005 -2007. Det nyeste blad det lykkes os at finde var et Bilmagasinet fra starten af 2010. Der findes næppe heller andre steder i landet, hvor man for den latterlige sum af 8 kr. kan få lov til at trække 10cl lunken mosevand fra en kaffeautomat. Der er sikkert lavet flere andre underholdende tiltag i venterummet, men p.g.a. tidspresset nåede vi ikke at udforske dem alle.
Generelt må jeg sige, at det var et lidt skræmmende møde med det danske sundhedsvæsen, de er alle nogle meget venlige mennesker, men den ene hånd aner ikke hvad den anden laver. Mødte på skade stuen, vente vente, sygeplejerske, vente vente, læge, vente vente, røntgen, vente vente, , sygeplejerske, vente vente, læge, vente vente, ny læge, vente vente, sygeplejerske, vente vente, ny sygeplejerske, vente vente, indlægges, vente vente, sygeplejerske, vente vente, ny sygeplejerske, vente vente, læge, vente vente, sygeplejerske, vente vente, narkoselæge, vente vente, sygeplejerske, vente vente, læge, vente vente, operation………bla bla bla. Jeg har nok talt med mindst 12 forskellige sygeplejere, læger, portører osv. og de alle fået oplyst hvad der er sket, hvornår det er sket, hvad jeg har spist, hvornår jeg har spist, hvad jeg har drukket og hvornår det er drukket, de samme spørgsmål igen og igen og igen – men flinke – det er de sgu.

Det lykkes da også for dem i løbet af mandagen, at få konstateret at foden var brækket og et ledbånd revet over. Efter en meget lang nat på ASA (Akut senge liggende etellerandet…)i selskab med en meget meget gammel medborger der skiftevis stønnede som en zombie og bandede og svovlede i søvne om alle de forbandede steder han havde ondt på kroppen, stod den endelig på operation tirsdag formiddag. En plade og nogle skruer er blevet opereret ind i foden, og så har de sat sådan en gips lign. fod på. Jeg må ikke støtte på benet de næste 6 uger og de første 2 uger skal foregå liggende med foden over hjertehøjde. Det kan jo umiddelbart lyde vældig hyggeligt, men efter en uge kan jeg bare konstatere at jeg stadig har kraftige smerter på trods af at jeg ligger det meste af tiden i en morfin rus.

Så hvis ikke jeg har sagt det før, så vil jeg gerne have lov til at gentage det: ”Brug knoppen når i løber med hund” og få købt de fodboldstøvler…..

Der er jo ikke noget der er så ringe, at det ikke er godt for noget; det kan sgu ende med at jeg får en slank kæreste, hun spæner jo rundt og skal passe mig, sit fuldtidsarbejde og alle hundene skal jo selvfølgelig køres i form op til HAS.

I øvrigt vil jeg gerne takke alle jer der hjalp mig på dagen, og alle jer der interesseret har kontaktet mig efterfølgende – det er dejligt, og selvfølgelig en stor tak til familie og venner som hjælper os hjemme på ’farmen’ og med alverdens andre ting og sager – Det er en stor hjælp.


Glenn Jensen
Team Marlboro

http://gjblog.ganiki.dk/

E-Mail












Team Marlboro|Finn - Glenn - Gordon og Per | Copyright © Team Marlboro 2016 & 2017 - all rights reserved