Info » FAQ » Racebeskrivelse

  
 
Racebeskrivelse for schæferhund.
 
Anvendelse:
Alsidig brugs-, hyrde- og tjenestehund.

Schæferhunden er som familiehund en af verdens populæreste, og ikke uden grund. Den er både børnevenlig, rar og omgængelig - og den værner om sin familie.

Hunden tilpasser sig hurtig familiens dagligdag, den er intelligent, lærevillig og let at pleje - kort sagt den ideelle familiehund!

Som brugshund er og vil Schæferhunden altid være en vigtig medarbejder ved politiet, militæret, vagtværn og som redningshund og førerhund.

Schæferhunden er ikke kun en udstillingshund, men også brugshund. Derfor er det vigtigt at holde fast i en smuk hund med et sundt helbred og et godt væsen. Dette søger vi i klubben at fastholde og til stadighed forbedre.
Således kan der kun stambogsføres hvalpe efter avlsgodkendte forældre.
 
Historie:
Den planmæssige avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål at opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser. Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på eksteriør.
 
Først i 1899 lykkedes det at skabe en stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og med ritmester v. Stephanitz som ordfører. Sidstnævnte blev senere foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for udformningen af den politik, der resulterede i vor tids schæferhund.

Det var v. Stephanitz ' grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han altid holdt fast ved og forfægtede med stor styrke.
 
Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg; det var ret store langhårede hunde med hængeører og korrekt båret hale, fra Thüringen noget mindre, korthårede hunde med ståører og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover også en del mere eller mindre betydende lokal varianter.
 
Helhedsindtryk:
Schæferhunden er middelstor, let langstrakt, kraftig og godt muskuløs. Knoglebygningen er tør, og sener og bånd er faste.
 
Vigtige målforhold: Skulderhøjden er for hanner 60-65 cm, for tæver 55-60 cm. Kropslængden er fra 10 til 17% større end skulderhøjden.
 
Væsen:
Schæferhunden skal i sit væsen være harmonisk, nervefast, selvsikker, absolut frimodig og (når den ikke er bragt i affekt) fuldstændig fredelig, og samtidig være opmærksom og let at føre. Den skal besidde mod, kampdrift og hårdhed for at være egnet som ledsagehund, vagt-, forsvars- og tjenestehund samt som hyrdehund/vogterhund
 
Hoved:
Hovedet er kileformet og som helhed virker det tørt og er moderat bredt mellem ørerne., Over og underkæbe er kraftigt udviklede. Næseryggen er lige og ønskes hverken sadelformet eller hvælvet. Læberne er stramme, godt sluttende og af mørk farve.
 
Næse:
Skal være sort.
 
Bid:
Skal være kraftigt, sundt og fuldstændigt (42 tænder). Schæferhunden har saksebid. Kæbeknoglerne skal være kraftigt udviklede for at give tænderne dybt fæste i kæbebenet.
 
Øjne:
Middelstore, mandelformede mørke øjne. Lyse, stikkende øjne ønskes ikke, da de skæmmer hundens udtryk.
 
Ører:
Schæferhunden har middelstore stående ører, der bæres rejste og ensartede. Det er ikke en fejl, når ørerne under bevægelse eller i hvilestilling bæres tilbagelagt.
 
Hals:
Halsen skal være kraftig, godt muskuløs og uden løs halshud
 
Krop:
Overlinien forløber uden synlig afbrydelse fra halsens ansætning over den veludviklede manke og den i forhold til vandret ganske let faldende ryg, til det let faldende kryds. Ryggen er fast, kraftig og velforsynet med muskler. Lænden er bred, kraftigt udviklet og godt muskuløs. Krydset skal være langt og let faldende (ca 23 grader mod vandret), og går uden afbrydelse af overlinien over i hale-ansatsen .
 
Brystet:
Skal være moderat bredt, underbrystet så langt og markeret som muligt. Brystdybden skal udgøre fra 45 til 48% af skulder- højden. Ribbenene skal være moderat hvælvede.
 
Halen:
Når mindst til haseleddet, dog ikke længere end til midt på mellemfoden. Den har en noget længere behåring på undersiden og bæres i en blødt nedhængende bue. Når hunden er opildnet og under bevægelse, bæres halen højere. Operative, korrigerende indgreb er forbudt.
 
Forpart:
Forbenene er set fra alle sider lige, og set forfra absolut parallelle. Skulderblad og overarm er lige lange og er ved kraftig muskulatur fast lejret mod kroppen. Vinklen mellem skulderblad og overarm er ideelt 90 grader, oftest dog op til 110 grader.
 
Albuerne må hverken i stand eller under bevægelse drejes udefter, og lige så lidt må de være indtrukne. Underarmene er set fra alle sider lige og stillet absolut parallelt med hinanden, tørre og med fast muskulatur. Mellemhånden har en længde på ca 1/3 af underarmen og danner med den en vinkel på ca 22 grader. Såvel for skråtstillet mellemhånd (over 22 grader) som for stejl (under 20 grader) forringer brugsegnetheden, især udholdenheden.
 
Poterne:
Er rundagtige, godt sluttede og hvælvede, med hårde, men ikke sprukne trædepuder. Kløerne er kraftige og mørkfarvede.
 
Bagpart:
Bagbenene er stillet let bagud, og set bagfra parallelle. Over- og underlår er omtrent af samme længde og danner en vinkel på ca. 120 grader. Køllerne er kraftige og godt muskuløse
 
Haseleddet:
Er kraftigt udviklet og fast, og mellemfoden stillet lodret under haseleddet.
 
Bevægelse:
Schæferhunden er en traver. Lemmerne skal være afstemt sådan efter hinanden i længde og vinkling, at hunden uden væsentlig ændring af ryglinien kan føre bagbenet frem til kroppen og foretage et nøje tilsvarende fremgreb med forbenet. Enhver tendens til overvinkling af bagparten forringer fasthed og udholdenhed og dermed brugsdygtigheden. Ved korrekte bygningsforhold og vinkling opnås en jordvindende gangart, der forløber lavt hen over jorden og giver indtryk af en let og ubesvaret bevægelse fremad. Da hovedet holdes fremstrakt, og halen er let løftet, dannes i regelmæssigt og roligt trav en blødt svungen og ubrudt ryglinie fra ørespidserne hen over nakke og ryg til halespids.
 
Hud:
Huden er (løst) tilliggende, uden dog at danne folder.
 
Pelsen:
Hårlag: Schæferhundens korrekte hårlag er stockhår med underuld. Dækpelsen skal være så tæt som muligt, lige, grov og fast tillæggende. På hovedet, herunder indvendigt i ørerne, på forsiden af benene, på poter og tæer er pelsen kort, på halsen noget længere og kraftigere. På bagsiden af benene er pelsen længere ned til håndrod hhv. haseled, og på lårenes bagside danner den moderate bukser.
 
Farve:
Sort med rødbrune, brune, gule til lyst grå aftegninger. Ensfarvede sort eller grå, hos grå hunde mørkere schatteringer. Sort saddel og maske. Ubetydelige, hvide aftegninger på brystet såvel som meget lyse indersider af benene er tilladte, men uønskede. Næsen skal hos alle farvevarianter være sort. Underulden har en let gråtone.
 
Testikler:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Team Marlboro|Finn - Glenn - Gordon og Per | Copyright © Team Marlboro 2016 & 2017 - all rights reserved